Oops! It appears that you have disabled your Javascript. In order for you to see this page as it is meant to appear, we ask that you please re-enable your Javascript!

Aage Jelstrup

Nostalgi fra herr Aage Jelstrup

 

Som bekendt åbnede Andelslandsbyen i 1992 hvor der det første år var 8.000 besøgende og siden er det kun gået fremad til nu hvor besøgstallet de senere år har ligget omkring 65.000 og dermed er Nyvang et af fyrtårnene i Holbæk kommune.

Jeg kom med i bestyrelsen i 1994 og var medlem heraf i 21 år, idet jeg i 2015 følte at nu skulle der nye kræfter til.

Nyvang startede som produktionsskole i firserne, og da vores tidligere borgmester Bent Kristiansen fødte ideen omkring 1990 om at beskrive andelstiden, så blev denne placeret på Nyvang, hvor den i 1992 bestod af 3 bygninger – mejeri – smedjen og skovhuset, og er gennem årene vokset til meget mere, alt det vi kender i dag.

I 1994 hvor jeg kom med i bestyrelsen bestod den af 8 medlemmer, hvoraf 4 var udpeget af byrådet og 4 valgt på generalforsamling.

Byrådets repræsentanter var 2 fra ”rød” og 2 fra ”blå” blok, nemlig Bent Kristiansen og Carsten Fink samt Frits Lundsbjerg og så mig selv.

Dengang skulle et af byrådets repræsentanter være formand ligesom også næstformanden skulle være en repræsentant fra byrådet.

 

Bent Kristiansen blev efter flere afstemninger og til sidst lodtrækning valgt til formand og jeg blev valgt til næstformand (det var meget upraktisk med et lige antal bestyrelsesmedlemmer og det blev da også senere lavet om så bestyrelsen i dag består af et ulige antal medlemmer).

Arbejdet i bestyrelsen gik fint både med varetagelse af opgaver vedr. produktionsskolen og Andelslandsbyen.

Efterhånden som andelslandsbyen voksede, blev produktionsskolen og andelslandsbyen skilt fra i en særskilt enhed. De fik hver sin leder, men begge forblev på Nyvang. Senere blev produktionsskolen flyttet fra Nyvang.

Den første leder af Andelslandsbyen var Erik Willemoes og stadig med Bent Kristiansen og undertegnede som henholdsvis formand og næstformand for bestyrelsen.

I året 2002, så vidt jeg husker, blev det afskaffet med byrådsrepræsentanter i bestyrelsen, men både Bent og jeg blev på den følgende generalforsamling valgt til bestyrelsen og fortsatte som

henholdsvis formand og næstformand.

Som alle ved og kan se, har Andelslandsbyen vokset sig til noget stort og efterhånden kendt i det meste af Danmark.

Jeg er stolt af at have været med til at Andelslandsbyen er det den er i dag, nemlig en stor turistattraktion som Holbæk kommune kan være stolt af, men hvad ville den være uden alle de frivillige (mellem 400 og 500 personer).

Jeg vil slutte denne beretning med at ønske Andelslandsbyen alt mulig held og lykke fremover.

Jeg er i dag frivillig og har væ­ret det gennem mange år som rundviser.

 

Aage Jelstrup

bestyrelsesmedlem i 21 år, heraf de fleste som næstformand.

 

Print Friendly, PDF & Email